|
Beretningen om Næsten syv måneder gammel havde jeg Frikke min jagtdebut på Kokkejagten på Saltø. Min jagtkammerat Leif Blæser havde inviteret. Han lagde ud med at skyde en kok der landede i vandhullet bag Poststien. Kokken sad i en busk ude i vandet og hver gang jeg prøvede at springe op, sank jeg baglæns ned i vandet men til sidst fik jeg da fat i det yderste af halefjerene, så faldt kokken ned, død af skræk, og jeg kunne apportere. Lidt senere i samme såt fandt jeg Overoverjægeren hr. Vagner’ fasankok i sivene i Jørgens bagerste Hul. Leif Blæser var helt vild af glæde over mine apporteringerne, og var ikke til at skyde igennem resten af dagen. Som om det var noget. Man er vel "Retriever". Om foråret kom der noget der hed strejke. Så køber alle mennesker kilovis af gær, hamstrer benzin i alle mulige beholdere og holder fri. Overoverjægeren hr. Vagner havde kaldt til hoveri på Saltø, men Leif Blæser og Jeg kunne desværre ikke komme på grund af benzinmangel, selv om Leif Blæser havde hamstret benzin til forårsbukkejagten. Forårsbukkejagt er noget underligt noget. Jægere og hunde kommer næsten alle sammen til jagthytten aftenen før, spiser fin mad, drikker en masse årgangsrødvin og whisky, fortæller jagthistorier og går sent i seng. Så står de straks efter op igen og lister ud i skoven hvor de kravler op i hver sit træ og sidder der i mange timer og kukkelurer, mens vi Jægerens bedste venner må sidde tilbage i de lumre i biler. Min jagtkammerat Leif Blæser sad i sit træ hele morgenen og sagde bagefter at han ikke havde set andet end 3 skovmus og et bette lam. Om formiddagen kravler jægerne ned af træerne igen, spiser, drikker en masse, fortæller jagthistorier og sover middagssøvn til om aftenen. Om aftenen lister alle jægerne igen ud i skoven, kravler op i træerne og sidder der til solen går ned, så går de hjem til jagthytten, spiser, drikker en masse og går sent i seng og står straks efter op igen. Sådan fortsætter jægerne i flere dage. Nogle bliver så trætte at de falder i søvn oppe i træerne og sover der i timevis enkelte endda den halve nat og andre kan slet ikke komme op om morgenen. Leif Blæser og de andre jægere synes det er livet, forstå det hvem der nu kan det. Næ! Må jeg så be’ om en frisk duejagt. Så er der gang i skydningen. Duerne slår hele tiden på lokkerne. Spændende apporteringer fra tidlig morgen til sen aften. Nogen og firs duer blev det til på den første jagtdag. Carsten Elektriker Due- og Dyreprædator havde rigtig heldet med sig. En mindeværdig dag. Andejagterne i Det forreste Hul og i Jørgens bagerste Hul er ikke så ringe endda, der er masser af gråbasser og krikænder at apportere i kanterne og på vandet. Jeg synes det er meget svært af finde de ænder der falder inde i skovens skrub. Jægerne er ikke gode til at give os hunde besked om hvor ænderne er faldet. De værste jægere er dem der siger de har ramt, men ikke venter og viser hvor vildtet er faldet. Den slags apportering går der meget tid med og tit uden resultat. Min jagtkammerat Leif Blæser måtte bøde en flaske Gl. Dansk fordi han skød for tidligt, så en stor folk krikker fløj den forkerte vej. Leif Blæser stod på post fire hvor han ikke kunne se opfløjet fra nabosøen og da Sjakker-Aksel fra post tre råbte: "Nu kommer de". Skød Leif Blæser. Efter idømmelse af boden sagde den skurk til Sjakker-Aksel med et dårligt skjult grin: Det var da godt du ramte. På haretrampen lykkedes det, takket være mig og min jagtkammerat Leif Blæser, at få Det bagerste Hul i kedlen på Taastrupmarken lukket af. Dårligt var vi kommet på post før haren rullede og jeg apporterede min første hare. En ordentlig krabat på næsten fem kilo. Endnu en hare måtte lade livet og en masse harer vendte om da de så os og løb tilbage i kedlen igen, kun en enkelt smuttede igennem. Det er vist første gang i Jagtselskabets historie det er lykkedes. Det er fantastisk sjov at løbe anskudte harer op, men jeg synes, at harer er frygtelig tunge at bære. I øvrigt bliver min jagtkammerat skide sur når jeg tar mig en harepisker efter en hare fra Ølskov og ud til nabohegnet og splitter tosset blev Leif Blæser også den gang jeg løb efter haren og snoede hundesnoren omkring benene på ham, da han skød haren, så han skvattede omkuld. Fasanklapjagterne har været formidable, med masser af apporteringer hver gang. De anskudte fasaner er meget svære at finde fordi de løber væk i rasende fart eller går ned langt ude og gemmer sig i skrubbet og næsten ikke er til at snuse op. Jeg synes ikke vi hunde har tid nok til at finde de anskudte fugle. Mange gange er traktor med jagtvogn og jagtselskab kørt, længe før vi er færdige med apporteringen. Og når vi så endelig finder jagtselskabet igen, er der for længst stillet op og blæst på til næste såt. På det sidste har min jagtkammerat Leif Blæser selv flere gange måttet finde en post, når vi er nået op til skyttekæden. Set gennem Retrieverøjne er det en meget dårlig vane at have så travlt med at gå på jagt, at der ikke er tid til at lede efter anskydninger. Vi jagthundes berettigelse og opgave er at eftersøge og apportere anskudt vildt, ellers lider vildtet en langsom død og ender som rævesul i stedet for at ligge æret under honnør på lit de parade til tonerne af Jagt Forbi. En særlig tak skal lyde til Helge Advokat og Ib Fodermester for det gode vejr. Mange, mange, gange Tak for det. Det er ikke et liv som hund at ligge udenfor i silende regn under jagtmiddagen, bare fordi vi ikke må æde læderindtrækket i luksus limousinerne og ikke må betræde jagthyttens bonede gulve. Til slut! En stor Tak til Overoverjæger hr. Vagner fordi han fulgte vore hunderåd om at drive Rosenstykket ind i stedet for ud. For første gang i jagtselskabets historie faldt fuglene i skyttekæden i stedet for i klapperkæden. Det var til stor glæde for skytter og apportører. Hilsen Frikke. |