Beretningen om Helge Advokats sædvanlige usle adfærd og hvordan han på den mest nedrige måde snød Leif Blæser. Helge Advokat, Leif Blæser og hans Hund driver på fløjen i Spidsen. De driver mosen af. Hunden letter to fasanhøner der går bagud. Leif Blæser nedlægger for en sikkerheds skyld de to høner i to hurtige skud, for Helge er på skudhold. Der går lidt tid med at apportere. Da Leif Blæser skal drive videre i mosen, er Helge Advokat pist væk, forsvundet, sunket i jorden. Leif Blæser må derfor drive mosen færdig alene. Lidt efter ser Leif Blæser en skytte på post foran og tænker, at nu nærmer han sig skyttekæden. En flot udfarvet fasankok buldrer op og flyver mod skytten. Leif Blæser lader fuglen gå til skytten. Alt! Alt for sent opdager Leif Blæser, at det er Helge Advokat, den usle snog, der helt uden for nummer, har sneget sig til en skyttepost i stedet for at drive i mosens mudrede sump. Helge Advokat nedlægger selvfølgelig fasankokken i et perfekt flot spidsskud. |