|
Beretningen om Søren Spættes oplevelser i granlandet Sverige. Hvor mærkeligt det end lyder, er det ikke til at drive Saltø Jagtselskabs jægersvende ud på lerduebanen. De har hver og en mindst 1000 gode undskyldninger for at blive væk. Det besluttede Leif Blæser og hans Hund at gøre noget ved. Nu skulle jægersvendene på lerduebanen . Der blev sendt bud til alle brave jægere om at møde op på skydebanen. For at holde en gulerod foran næsen på æslerne blev der sat en flaske whisky på højkant til den, der på dagen fortalte den mest løgnagtige løgnhistorie, læs jagthistorie. På trods af det gode vejr og det gode tilbud, kom der ikke mange og flere som burde udeblev - måske er det derfor, der bruges så mange skud pr. stk. nedlagt vildt på Saltø. Nå! Blandt de der kom var Søren Spætte i daglig tale Spætten. Skydningen var bestemt ikke noget at skrive hjem om, men øllet bag efter var lifligt og koldt. Spætten fortalte følgende jagthistorie fra en jagt i Sverige: Stig Jensen Kørelærer, Birkerød, Lille Peder, Spætten og nogle andre brave jægere var taget op i Sverige for at jage dåvildt. Efter en ualmindelig trevlig aften i jagthytten med masser af dansk snaps og Elefant Øl, er Spætten næste morgen sat af på en højderyg mod en lille dal, nærmest en tres meter bred sænkning i terrænet. Tiden går. Tømrermændene rumsterer kraftigt rundt i hårrødderne. Spætten der normalt trækker vejret gennem en smøg, er temmelig smøgforlegen og nok så tørstig. Lidt til halsen, så der igen kan komme ro i hårrødderne. Cigaretpakken er tom, så han stiller riflen op af et træ og begynder at rode rundt i oppakningen efter cigarretter og lommelærken. Han ser tilfældigt op. Hubs! Der står en fuldskuffel på den anden side af dalen cirka firs meter væk. Frit skudfelt, perfekt. Langsomme bevægelser for at få fat i riflen. Forsigtig glider Spætten ned i liggende bodegastilling. Dåhjorten står der stadig, den har ikke opdaget Spætten. Så går skuddet. Spætten får igen kikkerten i fokus. Dåhjorten står der stadig, men har vendt sig om. Satans. En forbier. Lynhurtigt ladegreb. Nyt skud og hjorten falder om på stedet. Efter en lille en til halsen og en smøg går Spætten over for at se på hjorten. Den ligger der dampende, et perfekt hjerteskud. Spætten træder tilbage for at fotografere byttet og snubler i endnu en død dåhjort. Spætten kommentar til to gange 4.000 sv.kr i trofæ afgift: "Det er dyrt, men bare knægten morer sig". Denne historie udspandt sig først i 90’erne og blev dengang nedfældet af krønikeskriveren Leif Blæser og hans Hund. Krønikeskriveren har siden hørt den samme historie mange gange, men hændelsen har foregået så vidt forskellige steder som i Polen med kronhjorte, i Skotland med højlandshjorte, i Danmark med råbukke, i Sverige med elg og sandelig i Afrika med løver. Historien er en vandrehistorie, men er aldrig siden fortalt med dåhjorte som bytte. Første gang krønikeskriveren hørte historien var af Spætten hin dag på skydebanen. |